Som stressramt for 4. gang er jeg af uransagelige årsager helt tabt for mig selv i min iver efter at være den der kan klare “det” – næsten uanset hvad “det” er. I min iver efter at leve op til omverdenens forventninger, mister jeg mig selv – igen – og genopbygningen er denne gang langt tungere, langt mere kompliceret og med et helt andet focus end tidligere.
Det handler denne gang ikke om at komme tilbage… Det handler om at finde en helt ny vej. Opgive at arbejde med det der har været med til at identificere mig de sidste 30 år. Lægen skrev alvorlig stress og udbrændthed på varighedserklæringen jeg afleverede i sidste måned, og jeg er naturligvis opsagt fra jobbet som leder af Familiens Hus. Jeg forstår det selvfølgelig, driften af så ny en institution kan ikke bære at lederen er væk i meget lang tid, og når nu vi godt inderst inde ved, at jeg ikke kan mere…. Selv om det ikke er sagt højt mellem os, så er det indforstået.
At arbejde med de allermest sårbare børn og familier i 30 år er meget lang tid. Jeg bærer på deres historier, historier af armod og sorg som familierne har været så generøse at dele med mig, jeg gemmer dem i mig og tager mig kærligt af det med mit eget nervesystem Jeg har lånt mit nervesystem ud, til dem der havde brug for det, i kortere og længere tid, og de har fundet lidt ro sammen med mig i deres ellers kaotiske liv. Jeg har siddet med dem overfor det kommunale system, og jeg har gennem årene oplevet hvordan “Kampen” mellem borger og system er tiltaget til det urimelige.
Engang var det sådan at henvendte du dig, så fik du hjælp. Du blev mødt i din sorg, i din afmagt, og dem der sad og forvaltede systemet sad der fordi de gerne ville hjælpe. Og det vil de sådan set stadig gerne. Undervejs er der opstået en rigiditet som tager udgangspunkt i den laveste fællesnævner, i dem der bevidst siden socialloven kom, har gjort det til en kunst at snyde sig til mere end de har ret til. Det rammer i kaskader alle dem der gerne vil hjælpes, alle dem der tror på et system der træder til, når intet andet virker. Som socialarbejder og familiebehandler skal du kunne kunsten at balancere familiens sorg og børnenes mistrivsel, overfor øverste instans der sætter en politisk og økonomisk dagsorden, som alene skaber en tøven hos næste niveau af ledere, de tøver med at rulle hjælpen ud, lederne som er ansat til at lede medarbejderne på gulvet, som er dem de i samarbejde med skal beslutte hvilken hjælp en familie kan få. Ofte venter de på en bedring, så de kan slippe for at betale, i samarbejde med dem der skal forvalte de mange beslutninger. Næste og nederste led i kæden er os/dem der skal udføre arbejdet, dem som faktisk skal hjælpe familierne.
Familier der ofte er blevet kastet rundt i systemet, familier der er skabt en historie omkring, hvis de tillader sig at kræve deres ret, hvis de tillader sig at ville noget andet end systemet mener er det rigtige, de familier – de ender nogle gange med PTSD fordi systemet behandler dem som det gør. Det er blevet en kamp – systemet mod borgeren – hvam kan stå distancen? Hvem kan vinde? Jeg ved med sikkerhed at det er børnene der taber, oftere end de vinder.
Og det har givet mig stress.
Jeg får naturligvis hjælp af psykologen. Hun tegnede for mig en dag. På tavlen satte hun en linje for det alment menneskelige niveau for stress tærsklen. Hun sagde så videre (og det her ved jeg jo godt, men det var som jeg hørte det for første gang) for hvert traume du bærer på sænkes barren for hvornår du rammes af stress… Og for hver gang du har haft stress, ryger niveauet et hak ned. Det handler ikke kun om de traumer der ligger for nylig, det er ALLE din traumer lagt sammen der afgør hvornår og hvor hårdt du rammes. Så hvis jeg nu talte mine traumer sammen, sådan matematisk lavede et regnestykke (og det orker jeg helt ærligt ikke), så har jeg ikke længere noget niveau, der er ikke længere nogen tærskel – jeg er permanent stresset, mit nervesystem er permanent på overarbejde og skal jeg leve det gode liv fremad, skal jeg være langt bedre til at tage vare på mig selv i kærlighed og omsorg.
Man kan sige at det er blevet helt og aldeles tydeligt for mig hvordan man IKKE skal gøre, dermed også hvordan livet kan se ud når du yder selvomsorg, er kærlig overfor dig selv og lytter til det der er i dit hjerte. Den lille stemme som vi alle er så gode til at overhøre.
Lad mig derfor give dig den gave at lære af mine hårdt købte erfaringer, så du ikke behøver gøre dem selv.
Lad min invitere dig til en workshop som handler om den selvkærlige del af livet, som handler om at du finder hjem til dig selv.
Du finder tilmeldingen her: https://ezme.io/c/xYn/zP86
Find Hjem til dig selv.
”De fleste bekymringer bliver ikke til noget”
Var der engang en der sagde til mig, og det var længe før jeg fik ryddet op i mit eget liv – i dag ved jeg at han havde ret.
Du kommer formentlig ikke til at leve et helt bekymringsfrit liv, for det kan man nok ikke.
Men du kan komme til at leve et liv hvor de fylder mindre, bekymringerne…
– hvor du får mere plads og hvor du hviler i at du er den vigtigste i dit liv, sammen med dem der betyder noget for dig.
Gennem de 6 møder kommer vi gennem forskellige temaer som er genkendelige for os alle, det du får ekstra her i gruppen, er at du kommer et spadestik dybere end du måske ellers gør.
Sammen tager vi en rejse som fører dig til et sted i dig hvor kærligheden bor, hvor dine prioriteringer vil ændre sig og du vil genfinde din selvrespekt – hvis altså det er den du har mistet.
Kom med, lad os gøre dette vigtige arbejde sammen.
Kærlige tanker
Mona