Som busken i din have hvert år sætter sine blomster på an ny måde, og ligner sig selv men er forandret, fordi der er en indbygget parathed, sådan ser jeg også dette begreb. Det er indbygget, og selvfølgelig kan du bekæmpe det hvis du vil, og hvad får du? En busk eller et bed uden nye blomster?
Forandringsparathed er et begreb som nærmest forklarer sig selv. Men det er bare ikke så enkelt. For at være forandringsparat som menneske, skal du være indstillet på at der kommer en forandring, og være parat til åbent at modtage det der kommer med den forandring der sættes igang. Det foregår på mange planer, og oftest mellem mennesker.
Det betyder jo dybest set at du er nød til at kigge ind i dig selv og afse tid og plads til at forandringen kan få rum til først at bo i dig og siden vokse i dig.
For mange mennesker eksisterer der ikke denne forandringsparathed og hvis nogen udefra forventer forandring, endda i det små, så går de i forsvar. Når man ikke kan eller vil forandres så forsvarer man det der er.
“Hvem er du der kommer og forventer at jeg skal gøre anderledes end jeg “Plejer”? – “Hvad vil du mig, når du forventer jeg skal til at være elle gøre på en anden måde?”
For mig betyder det at være forandringsparat at jeg er parat, jeg vil gerne forandres jeg ved at jeg er i proces hele livet, og det du kan bidrage med kan måske forandre mit perspektiv så jeg ser dig eller det i et andet lys. At jeg oplever vores relation på en anden måde eller formår at skabe udvikling i mig, mellem os eller i den arena vi bevæger os i. Men det fordrer at både du og jeg kan være nysgerrige, for at være helt forandringsparate. Vi skal ville processen og være mindre optaget af hvad der sker i den anden ende. Dermed ikke sagt at der ikke kan være et mål, eller at forandringen er rettet i en bestemt retning, for sådan er det også. Men i udgangspunktet, i det felt jeg bevæger mig i – at arbejde med mennesker, unge og i samspil med pædagoger, er det et centralt element at du er forandringsparat.
Hvis ikke du kan forandres, hvordan kan du så tillade dig at forvente af andre at de kan og skal forandre sig.
Fra jeg startede på min egen rejse, og gik efter en bevidst forandring har min forandringsparathed udviklet sig. Fra at være svært at få fat på, til at være helt forrest og være medskabende i en åbenhed der også gør at jeg har høje forventninger til mine faglige omgivelser. Jeg forventer at de også vil det. At de er lige så nysgerrige som jeg på forandring, og at de ser livets proces som en rejse på samme måde som jeg.
Jeg er forandret. Jeg er ikke den samme idag som jeg var igår. Hver dag lærer jeg noget og hver dag forandres jeg og noget omkring mig forandres på grund af mig og på trods af mig. Så er paratheden altid til stede? Jeg tænker at den er, og det kan vælge er at du kan bruge din energi på er at bekæmpe forandringen, eller du kan gå med den energi den repræsenterer og vokse i din egen proces og måske også i din faglige udvikling få noget du ellers ikke ville have fået.
Det kræver mod, det kræver at du ikke er bange for at blive afsløret som sårbar og det kræver at du selv gerne vil forandringen.
Hvis du havde mødt mig for 25 år siden, ville du have forsvoret at jeg ville ende med at at være den jeg er idag.
Men se nu – her står jeg stærkere og forandret – parat til mere forandring.
Hvor står du?