Jeg har mildt sagt haft et kompliceret forhold til min mor. Gennem årene har det forandret sig, jeg har forandret mig og relationen til hende har forandret mig. Da jeg var barn var hun jo det en mor er. Hende der sørger for ting, hende der laver mad og vasker tøj og alt det – dengang så jeg ikke hvordan der blev gjort forskel på mig og min bror. Jeg vidste jo ikke noget og livet var bare.
Min mor havde svært ved det med følelser. Det går faktisk bedre nu hvor hun er dement og hendes frontallapper er ude af drift – så kan vi jo tænke lidt over det. Gennem min opvækst mærker jeg det hun føler uden at det bliver sagt. Jeg er undfanget i en situation hvor min far er beruset og tiltvinger sig adgang til min mor. Det er i 1959 og der var ikke lovlig adgang til abort endnu så jeg blev født, selv om min mor ikke synes det var et godt tidspunkt eller at hun dybest set kunne overskue endnu et barn lige der.
Jeg er meget oprørsk i mine teenage år og forsøger at finde mening. Jeg har været misbrugt fra 7 – 11 år af en ven af familien, og det er naturligvis også en faktor for mig i mine valg. Min mor og jeg er uvenner hele tiden i de år. Jeg mærker ikke hendes kærlighed og oplever at jeg er i vejen mere end jeg er noget andet. Jeg forsøger at gøre opmærksom på hvor skidt jeg har det, men defineres som utaknemmelig og “et skarn” bliver jeg kaldt af min mor. Senere er jeg den stærke i familien da min far dør af lungekræft i sin egen seng efter eget ønske. Det er mig der er der, mig hun ringer efter når han står op om natten i sin morfinrus og mig der trækker læsset i den periode.
Der bliver en afstand mellem os da min far ikke er der længere. Jeg har svært ved at være sammen med hende, og oplever at det påhviler mig at hjælpe hende. Jeg lovede også min far at passe på hende, på hans dødsleje – den er sgu svær at slippe. Man skal holde hvad man lover. Så det gør jeg.
Undervejs i alle disse år finder jeg ind i terapien. Jeg arbejder med mig selv og mine relationer, jeg rydder op og finder vej. Jeg konfronterer min mor løbende, og vi både skændes og forsones mange gange. Da hun begynder at blive dement er det også mig der er den gennemgående figur hos hende indtil det lykkes at få hende på plejehjem i 2018. I sidste uge kom hun så på hospitalet med akut blindtarmsbetændelse og bliver hasteopereret lørdag eftermiddag. Narkosen gør noget ved hendes demens, så hun er en fest at være sammen med. Vi griner helt vildt meget sammen. Mere end vi har gjort i mange år.
Jeg tumler rundt i alle følelserne mens vi endnu ikke helt ved hvordan hun vil klare operationen. For første gang nogensinde ser jeg hende uden hendes gebis i munden. For første gang er hun på operationsbordet. Og for første gang er jeg i kontakt med det at måske miste hende.
Ambivalensen er til at tage og føle på. På den ene side er hun min mor og på den anden side er der en frihed for mig på den anden side af hendes liv her på jorden. Hun er 87 her til december og hun har selv mange gange sagt at hun ikke orker mere. Jeg ønsker for hende det hun selv ønsker – måske er det også en faktor i mit indre rod.
jeg tænker ikke jeg er den eneste der har det på sådan en rodet måde med min mor. Måske kan der være andre relationer hvor det her rod også gør sig gældende. Jeg arbejder stædigt videre med mit eget sjæleliv, og tror på at jeg har universet på min side. Jeg er ikke alene – uanset hvad, så er jeg ikke alene.
Bøvler du også med relationerne i dit liv – så er de hjælp at hente hos en terapeut.
Jeg er terapeut og har hjulpet mange mennesker gennem årene. Jeg kan også henvise til andre terapeuter – hvis du har brug for en.
Send mig gerne en mail: Mokjha@outlook.dk