En virkelig stærk film som bygger på virkeligheden. Styrken i hans families kærlighed, som ultimativt er den der bringer ham hjem igen, kan jeg kun beundre. Deres vedholdenhed for at skaffe pengene, deres energi for at bare ville have ham hjem ramte mig lige i hjertet. Jeg er faktisk usikker på om min familie ville have gjort det samme – altså jeg har jo en slags erfaring.
Hans ærinde er hverken ondt eller storslået da han rejser til Syrien. Han vil bare gerne tage billeder af den hverdag der også er selv om der er krig. Han forsikrer sine forældre om at han ikke skal til Aleppo hvor kampene er værst, og han kommer egentlig med dertil helt uforberedt og uden at vide (som det fremgår i filmen) hvad han går ind til.
Jeg rammes da han udsættes for tortur og igen aller mest da han efter frigivelsen går over grænsen og der kommer en bil i høj fart. Han er bange for at de tager ham igen, han små løber fremad og bliver taget imod af den danske agent, som er mellemleddet der sørger for det praktiske omkring hans frigivelse og sørger for han endelig kommer hjem.
Jeg rammes hårdt da hans familie tager imod ham og holder om ham. Da jeg ser der er nogen der kerer sig om ham og støtter ham. Jeg mærker den grundlæggende ensomhed der bor i mig brutalt tydeligt, da jeg går ud af biografen sammen med min veninde.
Der var sgu ingen der støttede mig da jeg kom hjem fra USA og havde være holdt som gidsel af en gal sociopatisk mand i 5-6 uger. Der var min far i lufthavnen, som bad mig tørre mine øjne da tårerne trillede ned af mine kinder, mens jeg gik bagefter ham ud til bilen, fordi det endelig var dansk jord jeg stod på og fordi jeg havde overlevet forfærdeligheder så ubeskrivelige at det stadig er svært for mig overhovedet at vide at det er sket, så udmattet af at have været i mine overlevelsesstrategier så massivt og så længe, og ikke kun for mig selv men også for min to-årige datter som var med på rejsen.
Det er uden tvivl den hårdeste periode i mit liv, og i årevis efter føltes det som om jeg havde været en del af en Amerikansk film, selv om jeg vidste det var mig der havde oplevet alle de forfærdelige overgreb, alle de psykiske tæsk, og alle truslerne, samtidig vidende om at min smukke datter havde været vidne til alt for meget af det. Smerten var for stor til at det kunne blive en del af mig lige med det samme. Senere; efter hvad der synes som en million timers terapi, er det lykkedes mig at tage det ind. Og stadig må jeg holde det lidt på afstand for ikke at falde ned i smertens afgrund.
Mens jeg skriver det her indlæg falder jeg ind i erkendelsen af, at måske fordi jeg ikke havde et netværk, familie eller andet, der støttede mig, fordi jeg følte jeg måtte håndtere det selv, – sammen med super psykologen Karin Rue – måske derfor er min skønne datter havnet i alt for mange udfordringer i hendes liv. Hver dag tænker jeg på de konsekvenser det har haft for hende, at jeg havde den opvækst jeg havde, at jeg på den baggrund traf de valg jeg gjorde, hver dag må jeg tilgive mig selv og hver dag må jeg læne mig ind i at jeg gjorde det bedste jeg kunne i de vilkår der var. Tilgivelsen er en del af mit morgenritual, hvor jeg sender kærlighed til både hende og jeg. Hvor tilgivelsen gælder alle der har brug for den, inklusive og især mig selv.
Mit liv blev for evigt ændret med den oplevelse.
Jeg sad i skrædderstilling i timevis gennem de mørkeste timer på døgnet, med et pistolløb i munden og hænderne foldede bag nakken, en mand med helt sorte onde øjne overfor mig. Han fortalte i detaljer hvordan han ville torturere og skade mig eller min datter eller os begge, og hvordan jeg ikke ville kunne finde nogen der ville hjælpe mig, fordi Amerikanere er af den overbevisning at kvinder er noget mænd ejer og fordi jeg bare ikke er værd at redde – Det blev for mig benzin på det bål der allerede brændte i mig. Det bål der hele mit liv havde fortalt at jeg ikke var værdig til at få kærlighed, det bål der fortalte mig at hvis jeg skulle elskes skulle jeg yde. Yde i forhold til den andens seksuelle præferencer, yde som en der servicerer den anden, yde for at få lov at eksistere. Og her i USA på en afsides campingplads i Maupin City Oregon, betød det at yde ro – lade mig hjernevaske og ligge under for hans mindste vink. Den eneste mulighed for at overleve, var at være mere snedig end ham. Man kan sige at fordi jeg tidligere havde lidt overgreb fra både den ene og den anden mand jeg havde mødt i livet, så var jeg godt klædt på til at håndtere denne situation. Og faktisk er jeg overbevist om, at det var derfor vi kom levende hjem. Fordi jeg kunne lege med i hans syge adfærd, fordi jeg kendte hans måder fra andre som ham.
Opfattelsen af mig selv som den jeg beskriver her bliver jeg jo ikke født med. Den opstår fordi mine vilkår er dem min mor sætter for mig allerede ved undfangelsen. Jeg er en fejl. Hun bliver gravid ved et brandert uheld. Jeg bliver født alligevel og hun gør sit bedste for at sørge for mig, men kærligheden er der bare ikke. Tilknytningen går galt fra starten. Senere er jeg et let offer for krænkeren, det danner et grundlag i mig for at opsøge alle de scenarier hvor jeg bliver offeret. Fordi her kan jeg navigere, her er det trygt at være. Uanset hvor dysfunktionelt det er, så er det sådan.
Det falder mig alt for længe alt for let at sætte mig selv op til at blive offer. Og selv om jeg præsterer på mange fronter, på en god måde. I min Uddannelse, jeg passer mine ting, anstrenger mig når jeg har sagt ja til noget – og alligevel finder jeg næsten altid før eller siden ind i offerrollen hvor noget går galt. Jeg iscenesætter det måske hvis man kigger ordentligt efter – Det er altid de andres skyld, jeg kunne ikke gøre noget og det er altid synd for mig. Magtesløsheden er altid til stede, fordi jeg var magtesløs som barn – som vi alle er.
Da jeg kommer hjem fra USA tager jeg nogle drastiske og vigtige beslutninger.
- Jeg vil aldrig mere havne i den position hvor jeg er så tæt på døden fra en andens hånd. (det er 5. gang med et voldeligt forhold i USA)
- Slut med kærester foreløbig. Jeg er ikke god til at vælge dem og det er simpelthen for hårdt at være kæreste på den måde jeg er det.
- Nu skal jeg bruge alle mine kræfter på at etablere et liv med mig og min datter som er godt for hende. Fokus på hendes behov.
- Udannelse der kan give mening for fremtidig indtjening og for mig og det jeg synes er vigtigt. Den her sidste voksede frem efter samtale med en dygtig socialrådgiver – så det var ikke helt min egen ide.
Det tog en rum tid efter jeg var kommet hjem, at finde fodfæste. Der var også nogle praktiske ting jeg skulle. Flytte eksempelvis, fordi Gary, som amerikaneren hed, vidste hvor jeg boede, og fordi den tidligere voldelige kæreste fra da jeg boede på Lolland havde været og opsøge mig mens jeg havde været væk, og fordi vi bare havde behov for at starte på en frisk.
Som du nok kan fornemme så er historien en længere en af slagsen. Jeg ville bare dele med dig hvordan vi som mennesker kan blive ramt af andres historier som jeg blev det også af at se filmen “Ser du månen Daniel”. Hvordan vi i vores eget nervesystem kan reagere, fordi vi ser og oplever noget i et kunstnerisk udtryk som vækker noget i vores eget liv. I både positiv og negativ retning. Det er jo sand kunst som kan det…
Den anden del af det der vækkes i mig er også at jeg sgu er en bad ass, som har klaret mere end de fleste, og som står her idag og gerne vil hjælpe andre ved at fortælle min historie. Fortælle at når jeg kunne forandre mit liv så kan du også.
Og Og Og – mine piger er elsket fordi de er dem de er, alene fordi de er så skønne mennesker som de er, fordi de bare er. Vi er hinandens netværk – aldrig i tvivl om hinandens støtte og kærlighed, uanset hvad.
Det er din historie og du vælger hvordan den skal fortælles.
Brug for støtte?
60 64 25 03
Læs mere på www.MonaK.dk