Når en kommune skal spare er det ofte kun økonomien de kigger på. Og ikke om de rammer folk der lige er ansat i drømmejobbet, eller hvilke konsekvenser det kan have på de som har brug for kommunens ydelser, eller på dem som havde andre planer eller som bare ikke lige synes at det var sådan her det skulle gå. Spareforslag er kolde, kyniske og helt uden bløde værdier.
Sådan er det også i store virksomheder, mindre store virksomheder og i andre sammenhænge. Økonomien styrer en del (alt for meget hvis du spørger mig) i den verdensorden menneskene har skabt. Jeg synes det er virkelig ærgerligt og det er ikke i den ånd jeg lever mit liv – hvilket min bank kan bekræfte.
Forleden dag fik vi besked i den kommune hvor jeg arbejder, om store besparelser. Jeg vil ikke her gå nærmere ind i den måde de har håndteret det på – som er utilstedelig – men jeg vil gerne udtrykke hvordan det påvirker mig og de mennesker der har behov for hjælpen.
Der er i mit liv en lang periode hvor jeg er selvstændig med alt hvad det bringer med sig af usikkerhed, ustabil økonomi og des lige. I samme periode blev min mor tiltagende dårlig, mere og mere dement og efter 3 års kamp lykkedes det mig at få hende på plejehjem. De to vilkår i mit liv blev det der gjorde at jeg røg på stressvognen og måtte trække stikket i en periode. Mens jeg holdt denne velfortjente, omend tvungne pause, besluttede jeg mig for at mit næste arbejde skulle være et fast job, hvor lønnen kom fast ind på kontoen og hvor min opgave var givet. I Oktober 2018 lukkede jeg min virksomhed og stoppede med at tage nye sager ind fra offentlige forvaltninger. Jeg tager stadig private klienter, men det er i en helt anden skala, og fordi det giver mig så stor glæde at arbejde med mennesker i den kontekst.
Da jeg først havde taget beslutningen om at lukke, havde fået afviklet de sager jeg kunne og givet dem jeg ikke kunne lukke videre til andre gode kolleger, mærkede jeg en vældig stor lettelse og mine skuldre kom helt ned.
Livet som selvstændig har været et godt liv, og jeg har virkelig hjulpet mange mennesker hvilket jeg er mega stolt af, både min egen indsats og deres. Så beslutningen om at lukke var en god beslutning, og også en sorgfuld beslutning.
Fremtiden som jeg så den skulle indeholde fast job, fast god løn, og ingen arbejdsopgaver i weekends, aftener eller andre tider, det skulle være fleksibelt, men uden pres og dage med 10-12 timer ude i marken. Ingen markedsføring, regnskaber, eller møder der ikke fører nogen vegne.
Jeg møder ind, jeg laver det jeg elsker aller mest og jeg går hjem. Og sådan er det blevet og sådan har det været siden 1.maj 2019. Lige indtil sidste onsdag hvor ledelsen på rådhuset fortæller om besparelser der forringer serviceniveauet i en grad så det ligner offentligt omsorgssvigt. Jeg kan godt mærke at min indre kriger vækkes, og jeg får lyst til at gøre noget som på den lange bane ikke bare hjælper de mennesker der har brug for hjælp, men som også sparer kommunen for penge.
Jeg tænker langsigtet. De tænker dette år og næste. Så det bliver lidt som at pisse i bukserne. Det varmer kun et øjeblik. Jeg forudser at der om nogle år vil være endnu flere der går ned med flaget fordi den hjælp de nu kan få, er mangelfuld i bedste fald, og på den lange bane slet ikke slår til.
For mig personligt betyder det faktisk at min arbejdsglæde daler noget. Jeg tænker at hvis rammen for ydelser og service ikke er i orden, hvis spareplanerne skaber mangelfuld sagsbehandling og begrænser udførelse af hjælpen, er det så noget for mig. Jeg og rigtig mange andre der arbejder i dette felt ved at det ofte er de lange seje træk der virker. At komme i en familie gennem lang tid, at mødes med en ung gennem lang tid, at have mulighed for at vende tilbage og at være vedholdende – det er det der virker, skaber tillid og udvikling.
Det som er det sværeste for mig er egentlig at jeg bare ikke kan forstå at så mange kloge mennesker i en forvaltning kan tage sådan nogle dumme beslutninger.
Eksempelvis:
Et lille udpluk af beslutningerne…!
Først ansætter de nogle nye ledere til x antal millioner om året i løn. Så ansætter de 4 konsulenter til x antal millioner i løn. Så indgår de samarbejder med eksterne udbydere (som de nye ledere kender fra andre sammenhænge!!!) og 2 måneder senere meddeler de at der bliver fyringer. Ledelsesstillinger nedlægges, døgntilbuddet lukkes, og 6-7 medarbejdere kan forvente enten at blive omplaceret eller opsagt. Disse skal tages ud af en gruppe på ca. 40. Efterfølgende vil der blive EN leder for 40 medarbejdere og en koordinator… Hvem er det der synes det er en god ide? Ledelse for mennesker der arbejder under selvledelse som udegående medarbejdere, kræver en del mere end hvis man er samlet i samme hus hver dag.
Seriøst – det er svært for mig at se meningen i det her. Andet end budgettet her og nu ser pænere ud, og stadig er der langt op til det beløb der reelt skal spares.
Pis i bukserne !!!!
Man kan vel formode at den her økonomiske klemme ikke pludselig var der en morgen da de vågnede, men at den har været undervejs i et stykke tid. Dernæst kan man vel formode at der findes dygtige folk i kommunen i forvejen, der ville kunne lægge spareplaner frem, folk som helt vildt gerne ville være med til at udarbejde planer der kunne holde – eller måske gå en helt anden vej en den valgte. Hvad er det der gør at man mener det er folk udefra der skal løse problemerne? Hvorfor ansætte nye konsulenter når den opgave de får kan løses i den medarbejderstab der allerede er tilgængelig. Og hvordan kan det være at man ikke spørger ud for læææænge siden – “Kære venner, vi har den her økonomiske klemme vi skal ud af, hvordan tænker i vi kan løse den uden det rammer borgerne alt for meget?”
Jeg fatter det ikke – da jeg var selvstændig og havde perioder med mindre flow i pengene, så var det ikke min første handling at ansætte eksterne, eller nye medarbejdere. Heller ikke at skælde ud på dem der almindeligvis hjalp mig eller skære dem fra… Der er bare så meget i det her, og meget mere end jeg gengiver her, som skriger til himlen.
For helvede altså, velkommen i offentlig forvaltning Mona.
Hav en dejlig torsdag. Nu går jeg på arbejde.